Om os
Kom helt tæt på os
Bryggeriet blev grundlagt september 2013 af Martin Lynge Nicolaisen og Niels Kiens som idémagere og Steffen Mortensen som investor.
Selskabet ejes i dag af Frank Hansen, Ole Pilemand & Claus Bødker.
Gennem de sidste 9 år hvor Kongebryg ApS har eksisteret har der været satset på at producere håndbrygget øl af så høj en kvalitet at vi kunne konkurrere med alle andre bryggerier i Danmark.
Kongebryg udvidede i 2015 med egen Brewpub på bryggeriet. Brewpubben danner rammerne for vores succesfulde Fredagsbar og Live-lørdage, samt private arrangementer og afholdelse af møder eller andre firma arrangementer. Arrangementerne opdateres løbende på hjemmesiden under Events, samt på Kongebrygs Facebookside under arrangementer.
I Kongebrygs gårdbutik finder du samtlige varianter af vores kongeværdige bryg.
Den 1. februar 2019 indviede vi Brewpubben med et nyt ”indskudt dæk”, 70m2 ekstra areal med egen bar og udsigt over pubben. Efter udvidelsen har Brewpubben plads til ca. 300 gæster.
Kongebrygs Mission
Bryggeriets mission er at berige den danske kultur med velbrygget og velsmagende øl i en helt særlig klasse.
Vi viser, at vi danskere blandt meget andet er i stand til at brygge velsmagende dråber, der kan måle sig med de bedste bryggerier i hele verden.
Kongebrygs Konge Øl brygges med stolthed, humor og tanker om Danmarks historiske og heltemodige fundament, som alt sammen har bidraget til skabelsen af den ølkultur, vi har i dag.
Produktionsanlæg
En af fordelene ved Grundy anlægget er muligheden for trinmæskning under brygprocessen. Det betyder, at der under fremstillingen af øllet er rigtig mange parametre at skrue på i forhold til smag og fylde. På denne måde kan smagen forfines i langt højere grad, end det ellers er muligt på mange andre også nyere anlæg.
Råvarer
Kongebryg forsøger altid at anvende gode bæredygtige råvarer og sætter til hver en tid god kvalitet over kvantitet i produktionen.
Hele Kongebrygs produktserie fremstilles ved anvendelse af dansk pilsnermalt fra Fuglsang Malteri, økologisk malt fra Gyrup Gårdmalt og specialmalt fra tyske, belgiske og engelske malterier. Den anvendte humle er som udgangspunkt traditionelle afprøvede sorter fra England, Tjekkiet, Tyskland og New Zealand.
Derudover anvender Kongebryg – som et af de få bryggerier i Danmark – vådgær til fremstilling af vores gode øl. Vådgæren er meget skrøbelig og udkonkurreres nemt af vildgær, hvilket er årsagen til at mange, for nemhedens skyld, fravælger denne.
Vådgæren kan efter vores mening ikke undværes, da den er enormt belønnende i sin aromatiske karakter og giver dufte der leder tankerne hen på blomster, krydderier og frugt.